Bofællesskabet Trudeslund blev etableret i 1981 efter en byggeproces, hvor vi selv var bygherrer og udover selve byggeriet brugte megen tid og energi på at finde ud af, hvad indholdet i vores bofællesskab skulle være.

Selvom det er 35 år siden vi etablerede bofællesskabet er det stadig et meget aktivt og levende fællesskab. I dag bor her ca. 60 voksne og 30 børn og unge i alderen fra 0-90 år.

Trudeslund kan på mange måder sammenlignes med en lille landsby, hvor alle kender alle, og hvor børnene kan lege trygt og løber ind og ud hos hinanden. Fællesskabet kan bedst betegnes som et godt og inkluderende nabofællesskab, hvor det er let at få kontakt med andre i forbindelse med fællesspisningen, når man mødes i stræderne eller vaskeriet eller i forbindelse med vores mange fællesaktiviteter. Det er et ideelt sted for børn, med masser af plads og muligheder for at lege.

img_0030

Omdrejningspunktet for vores bofællesskab har gennem alle årene været vores daglige fællesspisning, hvor vi skiftes til at lave mad. Alle voksne og børn fra 10 årsalderen skal være med til at lave mad ca. en gang om måneden. Man vælger selv, hvor ofte man vil spise med, men det at deltage i fællesspisningen er en fantastisk aflastning i hverdagen og en vej til at få meget varieret og spændende mad. Det er samtidig her, vi får snakket med naboerne om stort og småt og får lært hinanden at kende. Der er 2 voksne og evt. et par børn til at forestå madlavningen i vores veludstyrede fælleskøkken og normalt er der mellem 30 og 50 deltagere.

Derudover foregår der en masse forskellige aktiviteter i løbet af året, som man kan deltage i efter lyst og interesse.

Vi har en række fast tilbagevendende traditioner som fastelavnsfest, Trudeslunds fødselsdag i begyndelsen af maj, Sankt Hans, juletræsfældning og nytårsaften. Hertil kommer arrangementer, som arrangementsgruppen, børnegruppen eller de enkelte truder tager initiativ til. Det kan fx. være fælles cykel- eller biografture, vinsmagninger, spilleaftener eller fredagscafeer. I øjeblikket er her også et yogahold onsdag aften for interesserede og der er ved at blive etableret en læseklub.

Det praktiske arbejde omkring vedligeholdelse af fælleshus og udearealer og organisering af fællesskabet foregår i arbejdgrupper, hvor man melder sig til efter interesse. Der findes fx køkken-, vaskeri-, fælleshus- og udearealgrupper til de vedligeholdelsesmæssige opgaver og styrelse, info-, arrangement- og børnegrupper til at organisere de mere indholdsmæssige ting.